Forside  |  Om foreningen  |  AM:2012  |  Nyheder  |  Påbudt rådgivning  |  Publikationer  |  Medlemssider
 

Kompetente rådgivere
 
 
 
 
 
Seneste nyt fra Arbejdsmiljørådgiverne
 
 
 
Nyhedsbrev om foreningen og om arbejdsmiljøkonferencen
 
 

Handlingsplan 2011 - 2012
 
 

For 2011 - 2012 er det hensigten at arbejde målrettet med følgende punkter:

1. Arbejdsmiljøkonferencen

2. Politik

3. Flere medlemmer

4. Internationalt samarbejde

5. Økonomisk konsolidering

Ad 1: AM 2010

Arbejdsmiljøkonferencen har i de senere år i stadigt stigende grad levet op til navnet ”Danmarks største konference for arbejdsmiljøprofessionelle”. Tidligere trak konferencen i høj grad deltagere fra arbejdsmiljørådgiverne og undervisere, men i dag favner konferencen langt bredere. I 2010 kom væksten især fra kommunale medarbejdere, men der er også vækst i andre grupper. Vi samler derfor hele det arbejdsmiljøprofessionelle miljø i Danmark. I 2010 havde vi over 700 deltager, og det vil være mærkeligt om vi ikke kan fastholde dette niveau.

Men den massive tilslutning til konferencen betyder også, at kravene til konferencens kvalitet stiger. Det kræver nøje opmærksomhed i programplanlægningen, og stiller ganske store krav til såvel sekretariat, programudvalg og styregruppe. De mange deltagere, og de mange workshops og foredrag betyder også en øget mængde administration. Derfor må Arbejdsmiljørådgivernes sekretariat bruge stadigt flere kræfter på konferencen. På den baggrund besluttede bestyrelsen, at ansætte Annemette Sønderby på fuld tid i sekretariatet. Ansættelsen skal ses i lyset af en langsom generationsskifteproces, hvor Ole J. Teller, DCB, i løbet af en årrække overfører kompetencer og metoder til vores sekretariat.

I lyset af at konferencen er vokset til tredobbelt størrelse på fem år vil det kommende år i nogen grad stå i konsolideringens tegn. Vi skal finde os til rette i de ændrede rammer, og justere hvor det giver mening, så konferencen stadig kan fremstå som det fagligt attraktive mødested for arbejdsmiljøprofessionelle.

Ad 2: Politik

Med regeringens udspil til en 2020 strategi for Arbejdsmiljøet er vi, og en lang række andre aktører, blevet voldsomt udfordret af specielt Arbejdstilsynet, hvis rolle skal vokse på en uforståelige og uhensigtsmæssig måde. I den kommende periode skal strategien omdannes til egentlig lovgivning, og her vil det være naturligt, at Arbejdsmiljørådgiverne bruger megen energi på at luge ud i de værste fejltrin.

2020 strategien har vist, at Arbejdsmiljørådgiverne savner et klart svar på, hvad vi vil opnå politisk. BST ordningen er død og borte, og der er ikke udsigt til en genopstandelse. Derfor er der behov for, at vi formulerer, hvilke politiske mål og ønsker vi har for de kommende år. Denne indsats skal også ses i lyset af, at hele organiseringen af arbejdsmiljøindsatsen i disse år er under stærk forandring.

Ad 3: Medlemmer:

Bestyrelsen ønsker at øge antallet af medlemmer, men pga. de mange organisatoriske spørgsmål var det ikke muligt at gennemføre en egentlig medlemshvervning i 2010. Den aktivitet vil finde sted i 2010. Det lave kontingent og foreningens placering som ”supplementforening” til de egentlige erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer burde gøre det enkelt at få flere til at melde sig ind. Endelig har den seneste tids politiske udvikling med al mulige ønskelig tydelighed vist, at der er behov for en forening, der varetager arbejdsmiljørådgivernes politiske interesser.

Bestyrelsen og sekretariat vil i 2011 i første omgang forsøge at hverve medlemmer inden for den kendte kreds af medlemmer. Men vi kan se, at kommunerne i høj grad ansætter arbejdsmiljøchefer, og i nogle tilfælde etableres egentlige arbejdsmiljørådgivningsgrupper. Det er ikke en mærkelig udvikling – det samme gør private virksomheder med lige så mange ansatte. Derfor vil Arbejdsmiljørådgiverne i 2011 forsøge at etablere et netværk for denne gruppe af nye arbejdsmiljørådgivere med henblik på, at de bliver medlemmer af foreningen.

Ad 4: Internationalt samarbejde

En stadig stigende del af arbejdsmiljøreguleringen sker i regi af EU, hvorfor det er vigtigt, at Arbejdsmiljørådgiverne løbende har indsigt i, hvilke nye initiativer, der er på vej igennem EU. Derfor vil vi fortsætte samarbejde i regi af ENSHPO. I samarbejde med ENSHPO vil Arbejdsmiljørådgiverne også varetage branchens politiske interesser i EU.

Samtidig ønsker bestyrelsen at vi udvikler vores samarbejde med vores nordiske søsterorganisationer. Der er megen god læring at hente på tværs af Skandinavien, og et eksempel fra vores nærområde har ofte større gennemslagskraft overfor det politiske system end fra det øvrige EU.

Ad 5: Bæredygtig økonomi

Arbejdsmiljørådgiverne er en non profit forening, og skal derfor ikke give et økonomisk afkast. Men med vores stadigt større ressourcemæssige engagement, i Arbejdsmiljøkonferencen, er vi nødt til at sikre en betragtelig økonomisk robusthed. Bestyrelsen fremlægger et budget for 2011, hvor der er lagt op til et overskud, som skal anvendes til at øge egenkapitalen. Hensigten er, at vi over en årrække skal sikre en egenkapital, der svarer til driften af sekretariatet i to år. Denne ret store egenkapital skal tilvejebringes for at sikre os, hvis indtægterne fra konferencen pludselig falder meget markant. Som situationen er i dag, vil et alvorligt underskud på en konference, tvinge foreningen økonomisk i knæ – og det vil være uhyre vanskeligt at gennemføre konferencen det følgende år. Derfor er det afgørende, at vi har råd til et stort underskud, og alligevel være i stand til at arbejde videre.
 
 
Således vedtaget på foreningens generalforsamling 17. marts 2011.
 
Arbejdsmiljørådgiverne · Sekretariat: Sundkrogskaj 20, DK-2100 København Ø · Telefon: +45 30 48 58 16 · E-mail: info@bamr.dk